Løvebabyboom i Givskud Zoo efter fire års pause

Efter en længere pause er der igen kommet løveunger i Givskud Zoo – Zootopia. To af parkens tre løvehunner har født med få ugers mellemrum, og det første kuld på fire unger er nu begyndt at blive introduceret til det store køreanlæg.
Direktør i Givskud Zoo – Zootopia, Rasmus S. Nielsen, glæder sig over den nye tilvækst i flokken:
"Vi har ventet på det her øjeblik, og nu kan vi endelig fortælle, at der igen er løveunger i Givskud Zoo - Zootopia. Det er godt for flokken, og det er vi naturligvis meget tilfredse med".
Dyrepasserne følger udviklingen tæt, da begge mødre er førstegangsfødende. Biolog i parken, Kim Skalborg Simonsen, forklarer:
"Førstegangsmødre skal lære deres nye rolle at kende, og der er altid en risiko for, at ikke alle unger klarer sig. Men, vi glæder os over, at der igen er kommet unger i flokken. Vi håber selvfølgelig, at flere med tiden kan være på vej".
Introduktionen til anlægget sker gradvist og på løvernes egne præmisser, og ungerne kan stadig trække sig tilbage i krattet.
Fødslerne er sket efter flere års pause i avlen, blandt andet fordi parkens tidligere han døde i 2021, og en ny han først senere kunne introduceres af hensyn til flokken. Den nuværende han, Varis, blev senere en del af flokken, og efter en periode uden interesse lykkedes parringen.
Faktaboks:
- Sted: Givskud Zoo – Zootopia
- Begivenhed: Løveunger født efter fire års pause
- Antal unger: Første kuld på 4 løveunger
- Mødre: To af tre hunløver i flokken (begge førstegangsmødre)
- Han: Varis
- Løveflokke i parken: 2
- 4 hunner i ét anlæg
- 1 han + 3 hunner + 4 unger i køreanlæg
- Årsag til pause i avl: Tidligere han døde i 2021
- Baggrund: Introduktion af ny han krævede tid pga. adfærd i løveflokke
- Udvikling: Flere unger kan komme hen over sommeren






Accepter kun nødvendige cookies